Vi har kunnet glæde os over, at miljøstationen/miljøskuret på havnen for nyligt har fået en ordentlig overhaling. Der er blevet muet ud og opsat nye tønder og beholdere med fine skilte på.
Brugerrådet for Nivå Havn - hvor NT er repræsenteret ved vores næstformand Jette Castella - er blevet kontaktet af Christian havnefoged og gjort opmærksom på at der nu igen, på trods af meget tydelig skiltning, er smidt alle typer af affald ned i de blå tønder. Affald, som enten ikke har noget med miljøaffald fra både at gøre eller som blot er smidt i den første den bedste tønde eller omkring den.
Brugerrådet kan ikke afgøre, hvem der forbryder sig mod reglerne, men der er til gengæld kun et sted at sende regningen.
Bådejerne har jo allerede taget så rigeligt på omkostningssiden, så der er absolut ikke behov for yderligere.
Så derfor opfordres NT's medlemmer til at respektere reglerne for brug af miljøskuret til gavn for os alle.