Lørdag, den 2. april blev standeren hejst på NT's klubhus efter at formanden havde holdt den obligatoriske tale og udråbt et trefoldigt hurra for Nivå Tursejlere (se eller genoplev talen længere nede på siden).
Herefter gik medlemmerne indendørs og indtog det berømte og overdådige tag-selv-bord, som endnu en gang overgik sig selv med udsøgte delikatesser frembragt af alle de deltagende medlemmer. Ole havde bagt lækkert brød og dagens overraskelse præsenterede Ulla: En kæmpe jordbærkage med de bedste råvarer. En værdig afslutning på en yderst vellykket frokost, der var meget velbesøgt - næsten fuldt hus.
Tak til Aktivitetsudvalget, der endnu en gang viste, at de bare kan det der - og tak til alle de fremmødte medlemmer, der var med til at få startet sejlsæsonen på behørig vis med hyggeligt samvær og højt humør.
Formandens standerhejsningstale
Kære alle
Nu kan vi igen hejse vores stander som et synligt bevis på, at sæsonen 2022 er startet. Vi har fuldt hus til vores tag-selv-bord her til frokost og jeg kan se, at rigtig mange har fundet vej til havnen.
Vi har haft en rigtig aktiv vinter med mange gode arrangementer. Vi har fået testet vores redningsveste, fået inspiration til spændende sommerture og lært om motor og motorpasning for at nævne nogle af de mange aktiviteter. Vi har igen kunne være sammen, og det har medført velbesøgte spiseaftener og fredagsbarer. Det lover rigtig godt for vores kommende sæson, når nu klubben gerne vil være kendt som en social klub med plads til medlemmer i alle aldre og evnen til at håndtere forskelligheder.
Ser I rundt på havnen er vinterens mange syprojekter med vinteroverdækning et meget tydeligt bevis på, at vores nye symaskinen bliver brugt flittigt. Jeg forestiller mig at den næste tid vil blive brugt på diverse reparationer af bompresninger og sprayhoods, så alle er helt klar til at stævne ud mod kendte og ukendte mål i en top tunet båd. At vi også sparer lidt penge i forhold til de høje sejlmagerpriser er vel også et plus.
Nivå Havn har fået sin egen bådkran og jeg har set, at flere både er både kommet op af og i vandet igen uden det store ståhej. Det skulle gerne betyde, at vi får en lidt mere smidig søsætning, med mulighed for at individuelle ønsker i højere grad kan opfyldes. Afvaskningen på spulepladsen ser også ud til at virke med de nye børster, selvom jeg var lidt skeptisk. Det er også positivt, at vi nu er blevet mere miljørigtige, da vi opsamler afvaskningsvand i filtre. Det er klart det rigtige, og med mere miljørigtige malinger er tiden, hvor man var selvlysende efter en rensning/maling af båd ovre, og nu er det kun solen man skal passe på.
Jeg har mødt nogle gamle kendinge i forhold til, at der skal findes en ny forpagter til Lagunen. Jeg er sikker på, at det nok skal lykkedes af få åbnet inden sæsonen er slut.
Det er straks lidt vanskeligere med havnens servicehus med bad og toiletter. Bygningen er meget medtaget af svamp, og reparationen bliver større end forventet, siger forvaltningen, som også står for håndteringen. Der er også et forsikringsfirma involveret, da kommunen kun er selvforsikret op til omkring 100.000 kr., og det bliver nok langt dyrere. Jeg håber virkelig, vi får en løsning, inden der kommer gæster i havnen. Om det bliver en skurvogn eller en helt anden løsning er ikke besluttet endnu.
Vi har fået sammensat et nyt Brugerråd med en bred fundering blandt havnens foreninger. Første handling er at få konstitueret os, og det sker i slutningen af april. Så skal vi have godkendt vores arbejdsgrundlag. Hvor meget indflydelse vi får må tiden vise, men det ser ud til, at det politiske lag er sparet væk, så det er os og forvaltningen. Vi må se, om det bliver et problem og så må vi tage det derfra.
Vi holder en fælles havnedag den 11. juni. Der kommer til at ske en masse aktiviteter og Tursejlerne skal sætte alle sejl, så vi kan tage os godt ud. Jeg håber, der er mange medlemmer der tilbyder deres hjælp, så vi kan få de forskellige planer bragt ud i livet. Der plejer også at være super hyggeligt, når alle gæster har forladt havnen, så samles alle os der har arbejdet og spiser rester.
vil også i samme moment reklamere lidt for Linda og Brugerrådets nye fælles ide med en jobbørs. Vi opfordrer til at møde ved havnekontoret til morgenkaffe kl. 9:00 hver anden onsdag. Så fordeler vi en række opgaver og går i gang med at løse dem. Den første jobbørs var super hyggelig og på nær Børge, der stak sig på en metalhæfteklampe, klarede alle opgaverne uden væsentlige men. Det er uformelt, og der er absolut ingen mødepligt. Næste gang er 12. april som jo er midt i påsken, man har man tid, så mød op og hør nyt fra havnen samt hjælp med til at vores havn kan blive endnu bedre til glæde for alle.
NT’s nye telt har vi valgt ikke at slå op i dag på grund af det gode vejr. Vi har lånt det ud til Pingvinernes indvielse af deres nye hus den 6. april, men så får teltet lov til at få drysset lidt stjernestøv på sig, da begivenheden involverer borgmester og diverse udvalgsformænd fra kommunen og byrådet
Lad os alle udbringe et trefoldigt leve for Nivå Tursejlere!